Katrine Tuborgh

- kærlighed til mad

Brun løgsauce på andefond

Brun løgsauce på andefond

Løg, løg og atter løg. Zittauerløg, skalotteløg, røde løg, salatløg, hvidløg, der er masser af løg at vælge imellem.

Løg er en af mine ynglings grøntsager. Den er vældig overset – men løg er måske  den vigtigste basisingrediens i køkkenet. Skarp og sprød i rå form, blød og sød når den bliver tilberedt. Der er intet glamourøst over løg. Kedeligt og hverdagsagtigt, ja, men uden løg, meget mindre smag.

Løg kan bruges alle steder i madlavningen. Fra suppe til kompot, som drys, smagsgiver og ren råstyrke. 
Løg indeholder mange nyttige stoffer for vores krop. Bl.a. betacaroten, kalcium, C-vitamin, fibre samt antioxidanten quercetin.
Løgsaucen her kan spises til rigtig mange retter – og kombineres i det uendelige med alverdens grøntsager. Den bliver ikke lige så mørk som konventionel brun sauce men smagen er kraftfuld og fyldig.

 

 

1 portion

3-4 store zittauerløg skåret i smalle både ( mix evt. med skalotteløg)
fedtstof til panden ( klaret smør, andefedt eller olivenolie)
3/4 liter kraftig fond ( feks andefond eller hønsefond)
salt
friskkværnet peber

Smelt fedtstoffet på en varm pande. Tilsæt løgene og skru ned til middel varme. Lad løgene blive brune og karameliserede uden at branke.
Tilsæt fond og lad saucen koge i 15 minutter. Blend nu saucen helt glat, kog mere ind eller tilsæt fond efter behov. Smag til med salt og friskkværnet peber og andre smagsgivere ( f.eks timian, rosmarin ramsløg, hvidløg ) efter behag.

Tip: Når jeg laver denne sauce tilsætter jeg ofte rester af rodfrugter f.eks persillerod, pastinak eller knoldselleri før indkogning. Det smager også virkelig dejligt at brune nogle svampe f.eks Brun markchampignon sammen med løgene og koge dem med.

 

Sådan kan et måltid med brun løgsauce se ud. Du kan lige nu finde opskrifterne på de andre lækkerrier her og her.

Langtidsbagt and mm