Katrine Tuborgh

- kærlighed til mad

Langtidsbagt and med honningglaserede persillerØdder

Langtidsbagt and med honningglaserede persillerØdder
Julemad kan være en udfordring hvis du gerne vil undgå korn, mælkeprodukter og kartofler. Du kan sagtens erstatte persillerødderne med klassiske kartofler, men und dig selv at prøve den utraditionelle version, de er overraskende gode. Opskriften på salaten af fint strimlet rødkål, bolchebeder og appelsin finder du her  og løgsaucen finder du her. Når du skal købe and så gå gerne efter økologisk dansk kød. Langtidsbagt and bliver mør indeni og sprød udenpå og man kan aldrig lave for meget, det kan spises på alle tider af dagen hvis du spørger mig.

1 and 3- 3,5 kg ( evt. flere lår hvis du kan skaffe dem)
1 liter vand
salt og peber efter behov.
evt. svesker og æbler til at fylde anden med.

Tænd ovnen på 130 grader. Find en bradepande med rist frem. Fyld 1 liter vand i bradepanden. Rens anden for evt. indmad. Skær nu andelårene af så tæt ind mod skroget som muligt og krydr hele anden grundigt både indvendig og udvendig med rigeligt salt og peber. Fyld evt. svesker og æbler i skroget, hvis du er vild med det. Start med at stege lårene i ca. 45 minutter, kom derefter resten af fuglen i ovnen med brystsiden nedad. Vend brystsiden opad efter 1 time. Lad det hele stege ca. 2 timer mere. Lårene skal have ca. 3-4 timer.

Hvis du bruger stegetermometer skal lårene være 75 grader og brystet 63-65 grader alt efter hvor rosa med kan lide det. Tag evt. færdig stegte dele ud af ovnen og lad dem hvile tildækket til resten er klar.

 

Honningglaserede persillerødder.

4 -6 store skrællede persillerødder
1-2 spsk. klaret smør eller andefedt.
1-2 spsk. honning efter eget valg.  (Da honningen får langtid i ovnen i denne opskrift mister man dog de gode egenskaber)
2 spsk. kokossirup, kan erstattes af mørk agavesirup ( Kan også helt udelades hvis du ikke vil have det sødt)
salt
friskkværnet peber

De skrællede persillerødder skæres i stykker på 6-7 cm, og enderne rundes med en lille kniv, hvis man vil have runde persillerødder. Det er kun for syns skyld. Gem de overskydende stykker persillerod,  de skal bruges i saucen.

Smelt fedtstoffet i en pande. Vend og steg persillerodsstykkerne til de har taget let farve. Tilsæt honning og sirup og rør rundt til det er godt fordelt. Drys med salt og peber og bag  rødderne i ovnen ca. 45 minutter på ca. 130 grader.